Jeg undre mig over hvorfor jeg har det sådan her... Hvorfor jeg kan være totalt glad og hyper det ene øjeblik og mærke mine øjne fyldes med tårere det næste... Skal der virkelig så lidt til for at gøre mig ked af det?
Argh det stresser mig... Helt vildt... Jeg føler jeg giver og giver... Men helt ærligt synes jeg sjældent jeg får noget igen? Tror egentlig bare det her var dråben der fik glasset til at flyde over.
Jeg skrev til Cille om vi skulle rs.. Hun sagde så jah (Som forventet) men så da jeg skrev det var hendes tur kom hun med den her latterlige kommentar 'Cille: .-. jeg gider seriæst ikke starte hver eneste gang, jeg skal scrolle op hver eneste gang oo !!!' Og jeg tænkte bare 'Undskyld hvad!? Når jeg skal starte klager jeg aldrig over at jeg ikke ved hvor vi kom til - jeg tjekker bare! Det er ikke min skyld du skal starte - når jeg sidst svarede!? Og jeg tjekker sq ALTID for dig hvor vi kom til! Jeg forklarer dig altid handlingen lige nu!' Jeg var tæt på at begynde at tude af bare raseri... Dog har jeg det sådan at hvis jeg bliver rasende bliver det hurtigt til sorg og hvis jeg er ked af det bliver jeg hurtigt rasende.. Men hvorfor kunne hun ikke bare starte istedet for at kommentere på det? Hun skrev så nedenunder svaret på rs'et... Men jeg mistede bare alt lysten... Lukkede min computer ned og hørte depressiv musik mens jeg læste min bøsse manga...
Hvad fuck sker der med mig!? Nårh joh... Det bliver Vinter...
Jeg skal på ferie lørdag morgen... Det er nu jeg virkelig mangler Fig, jeg mangler en der konstant skriver til mig for at få en overdosis af mig så hun kan undværre mig i ferien... Dét savner jeg ufatteligt.. At andre end min familie intressere sig for mig... Jeg har kun Cille... Andre venner har jeg ikke... Og Cille... Yearh hun er egentlig ogs ligeglad... Jeg ender helt sikkert som for 3 år siden... Helt uden nogen... På en eller anden måde har jeg lyst til at gå ud og snakke med en masse mennesker og få venner, men jeg gider bare ikke altid være den der gør det.. Mine psykologer har altid sagt det samme til mig om og om igen "Kristina pas på dig selv. En dag ødelægger det dig af at du hele tiden giver, du skal ogs have noget tilbage" Men det får jeg joh ikke... Hvis jeg bare sidder og venter på at nogle vil snakke med mig så er der joh ingen, for jeg er den mærkelige i klassen, jeg er den som rygterne går om, Lebbe, Satanist, Emo, Punker, Satans Yngel, Djævlens Lærling, Syg i hovedet, Særlig... Der er ikke et udtryk som min skole ikke har brugt om mig endnu - og jeg begyndte for 2 måneder siden... Hvordan kan jeg holde det ud? Nårh nej det kan jeg joh ikke... Derfor er jeg nød til at fake på nettet, for at være noget, være intressant, for at kunne logge på og se 5 beskeder fra fremede mennesker som vil lære mig at kende uden jeg selv har gjort noget - det jeg aldrig har været intressant eller køn nok til i det virkelige liv... Sandheden er joh bare at jeg er forfærdelig, jeg ser forfærdelig ud, er forfærdelig kedelig, hører forfærdelig musik og er en forfærdelig løgner. Jeg lyver overfor mig selv! Helt ærligt hvor ynkeligt er det ikke lige? Dem der kender mig har hørt om Morten-Sama.. Selvfølgelig, han var min bedste ven... Jeg elsker ham og vil altid gøre det... Jeg tænker så tit på ham... Vil i høre sandheden? Han var faker, Ved endnu ikke hvem der var personen bag Morten-Sama (Det var IKKE mig! Jeg ved godt at mange tror det, men det er det ikke!) var... Jeg ved bare at hans 'tvillingebror' skrev til mig (på engelsk) en måned efter døden... Han skrev at det var irriterende at jeg hele tiden skrev (Bebrejd ikke mig jeg troede drengen var død) Og vi skrev så lidt sammen, han fortalte mig at han hed David... 3 måneder efter fortalte han mig at han hed Scott... Siden den dag har personen ikke svaret mig... Men jeg fortæller alligevel alle at Morten-Sama er død... Selvom jeg ved han slet ikke fandtes, jeg ved joh at personen bag ham stadig er derude... Jeg lyver alligevel for mig selv selvom jeg ved det..
Jeg vil bare dø lige nu..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar