Memorys

Mens jeg sad der i bilen fløj mine tanker rundt, jeg kunne græde og grine på samme tid. Jeg var joh så heldig at hun havde taget min hånd! Men samtidig skulle jeg hjem nu, jeg ville joh så gerne blive, jeg ville holde om hende, trøste hende når hun var ked og beskytte hende når hun var bange. Hun behøvede aldrig at være alene mere, jeg ville altid være der for hende, uanset hvad. Jeg tænkte på hvad der ville ske hvis det hele fuckede op og vi ikke var venner længere - men jeg vidste joh godt at jeg stadig ville have det sådan, jeg vil holde af hende uanset hvad. Jeg var forfærdeligt forelsket i hende - men egentlig vidste jeg joh bare ikke at kærligheden til hende var en helt anden, hvis hun ville være min kæreste havde jeg joh sagt nej? Hun var som en lillesøster for mig, en som jeg var nød til at beskytte. Desværre havde hun det ikke sådan med mig, overhovedet ikke... Det var det der langsomt ødelagde mig indeni, når jeg havde brug for hende havde hun aldrig tid og så når jeg konfronterede det med hende påstod hun at jeg ikke ville have hendes hjælp. Det stressede mig så forfærdeligt. Hvad skulle jeg dog gøre? I samme øjeblik slap hun min hånd og vi gik ud af bilen. Vi havde stort set ikke sagt et ord hele turen, hendes mor var der joh? Jeg ved faktisk ikke hvorfor det var så svært for hende bare at snakke med mig når hendes familie var i nærheden, inde i byen kunne hun sagtens snakke med mig og enda lege med mig! Men så snart hendes forældre var der blev hun helt stille... Jeg havde egentlig et fint forhold til hendes mor, hun var en sød kvinde ^^' Det skulle også ændre sig... Jeg tog mine tasker, hun tog den ene. Vi smed den ind under bussen og hjun krammede mig farvel. JEg smilte og vinkede til hende fra min plads i bussen, nu skulle jeg en lang tur hjem hvor alle mine tanker ville dreje sig om hende... Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad jeg følte for hende, Om jeg savner hende eller ej... Men i sidste ende vil svaret joh altid være det samme = skriver hun til mig og har brug for mig, så gør jeg alt for at hun skal blive glad, så er vi venner lidt, så skændes vi fordi hun kun har tid til mig når hun har det dårligt og så starter det hele forfra igen. Så er spørgsmålet bare om hvor længe jeg kan holde til det?

Og tænkt jeg har ikke engang kendt hende i et år